Min datter har gået hjemme hele det sidste skoleår.

Det slider meget på hende - og på os andre i familien. Det kunne være fedt hvis trivsel havde højere prioritet på undervisningsområdet

Vores skolesystem lægger op til et meget homogent forløb for eleverne, hvilket er rigtig fedt det meste af tiden, men gør det ekstremt svært for børn der afviger fra normen at føle sig til rette. Jeg forventet at vi kommer til at se flere artikler som denne her i fremtiden, hvis der ikke arbejdes mere målrettet med problemet fra politisk side. Skolevægring er en virkelig bekymrende tendens, og der er desværre ikke nogen nemme løsninger. Når man lader børn gå hjemme, kan det desværre være selvforstærkende på årsagerne til barnets følelse af ubehag ved skolen. Trist situation for forældrene og ikke mindst børnene.

Var det her nogensinde nødvendigt før folkeskolereformen? Jeg har aldrig hørt om det før.

Maria Strunge ser Tiktok et par timer om morgenen.

Jøsses.

Som någon utan erfarenhet med nedsatt tid i skolan, vad är det som skolsystemet försöker uppnå med att få bort dessa elever från klassrummet? Är de problemelever som stökar till i klassrummet och skolan skickar hem dem som straff (liksom amerikanernas “suspension”)? Är de elever som inte klarar av skolarbetet - och i så fall hur hjälper det eleverna att de sitter hemma och får ännu mindre stöd av skolan?

Nu voksede jeg op med autisme fejldiagnosticeret til ADHD.

Jeg fungerede ikke socialt. Jeg har berøringsproblemer med papir, specielt billig printer papir. Min skole var bemandet af hvad jeg kun kan kalde ultra konservative boomere der hellere vil bruge kæp frem for gulerod. Jeg fik lov, efter min mor lavede en hel krig ud af det, at tage en netbook med i skole for egen betaling. Dette var før smartphones overhovedet var en ting, dengang netbooks havde et market-niche. Det var ikke en eneste lærer der vil lade mig bruge den. Hvis noter skulle skrives, så var det på papir, ellers blev jeg smidt ud. “Du skal ikke side og spille i min time!!!” Jeg fik en hjælpelærer fra kommunen på et tidspunkt, som hev mig ud af dansk of matematik timerne for at hjælpe mig med matematik. Jeg har senere fundet ud af at hun stoppede abrupt fordi hun blev moppet af de andre lærer fordi hun ikke var en ‘rigtig lærer’ og så er jeg tilbage i de normale timer.

Det der endte med at ske var at jeg gav op. Skoletiden for mig var et spørgsmål om hvor hurtigt jeg kunne blive smidt ud på gangen og hvad jeg skulle bruge resten af dagen på.

Jeg dumpede alt udover engelsk og biologi, mest fordi jeg ikke engang gad at prøve. Jeg blev derefter smidt med røven først direkte over i 10. klasse hvor jeg blev så voldsomt mobbet, foran lærerne, at jeg til sidst slog igen- og blev smidt ud samme dagen. Lærer noterede dagen efter til min mor, da vi kom for at underskrive nogle papir, at han aldrig havde set mig så glad som nu.

Jeg kom på produktionsskole efterfølgende og det var der mit liv faktisk startede. Jeg blev meget hurtigt accepteret som jeg var og de voksne der var der tog højde for hvad jeg kunne og ikke kunne.

Nu tænker jeg måske bare højt, men kunne det være at børnene i skolerne trives dårligt, ikke på grund af hvordan skolen fungere på papir, men fordi lærerne at så forfærdeligt inkompetente til at håndtere børn? Det hjælper selvfølgelig ikke at børn render rundt med en dopamine maskine i lommen, nu, men jeg tror bare ikke det er der problemet ligger til at begynde med.