Som helt nyslået politisk ordfører for Enhedslisten giver Pelle Dragsted sit bud på, hvordan venstrefløjen kan rejse sig, efter at Socialdemokratiet er »gået over på modstanderholdet«.
Apropos ulighed, så havde jeg en lidt spøjs oplevelse i bussen for et par måneder siden. Jeg var selv på vej hjem fra jobcentret, efter at have ansøgt om uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge), og nær mig sad en mand og talte om at han havde været til ansættelsessamtale og aftalt løn. Han havde bedt om 85.000 kr., og det mente arbejdsgiveren var alt for lavt, så til sidst endte de vidst på 120.
Det er ikke fordi jeg ikke kan unde nogen at tjene 120.000 kr. om måneden, eller 500.000 kr. for den sags skyld, men hold da op hvor må vi leve i forskellige verdener, og dét er uretfærdigt. Ikke de dyre biler eller alle udlandsrejserne, men det at kunne spare op til pension, og det at have bedre adgang til for eksempel sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, eller om ikke andet at kunne betale selv, når de offentlige tilbud er utilstrækkelige.
Som en på den anden side (jeg tjente i gennemsnit 137k om måneden sidste år) så har jeg det også lidt mærkeligt med det hele. Det virker som om at hvis du tilfældigvis er interesseret i noget lukrativt så er du fucking set, og hvis du ikke er får du et hårdt liv. Jeg bliver betalt rigtig meget for at skrive software, men det er nok noget jeg havde gjort gratis, for jeg synes bare det er så interessant og fedt at bygge et stykke software og så se folk bruge det. Og når jeg synes det er så interessant så er det selvfølgelig noget jeg bruger meget tid på i fritiden, hvilket gør at jeg bliver rigtig god til det over tid. Men det er jo ikke fordi jeg har valgt mine interesser, det er bare noget jeg er faldet ind i på en eller anden måde. Det hele er vildt uretfærdigt og tilfældigt.
Apropos ulighed, så havde jeg en lidt spøjs oplevelse i bussen for et par måneder siden. Jeg var selv på vej hjem fra jobcentret, efter at have ansøgt om uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge), og nær mig sad en mand og talte om at han havde været til ansættelsessamtale og aftalt løn. Han havde bedt om 85.000 kr., og det mente arbejdsgiveren var alt for lavt, så til sidst endte de vidst på 120.
Det er ikke fordi jeg ikke kan unde nogen at tjene 120.000 kr. om måneden, eller 500.000 kr. for den sags skyld, men hold da op hvor må vi leve i forskellige verdener, og dét er uretfærdigt. Ikke de dyre biler eller alle udlandsrejserne, men det at kunne spare op til pension, og det at have bedre adgang til for eksempel sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, eller om ikke andet at kunne betale selv, når de offentlige tilbud er utilstrækkelige.
Som en på den anden side (jeg tjente i gennemsnit 137k om måneden sidste år) så har jeg det også lidt mærkeligt med det hele. Det virker som om at hvis du tilfældigvis er interesseret i noget lukrativt så er du fucking set, og hvis du ikke er får du et hårdt liv. Jeg bliver betalt rigtig meget for at skrive software, men det er nok noget jeg havde gjort gratis, for jeg synes bare det er så interessant og fedt at bygge et stykke software og så se folk bruge det. Og når jeg synes det er så interessant så er det selvfølgelig noget jeg bruger meget tid på i fritiden, hvilket gør at jeg bliver rigtig god til det over tid. Men det er jo ikke fordi jeg har valgt mine interesser, det er bare noget jeg er faldet ind i på en eller anden måde. Det hele er vildt uretfærdigt og tilfældigt.